Sri Lanka 2017 – Landsbybesøg ved Sigiriya

Transport mellem Anaradhapura og Sigiriya

Mellem Anaradhapura og Sigiriya kørte vi med bus, og undervejs var vi ude at køre med oksekærre, have en sejltur på en sø og besøge en landsby samt besøg på et træskærerværksted.

Men inden vi tog af sted havde vi dette udsyn fra vores hotelværelse:


Oksekærre-kørsel

Vi sad fire personer i hver oksekærre, og den lokale landsbybeboer syntes åbenbart, at det var sjovt at overlade undertegnede til at styre denne okse (i et langt reb). Jeg kunne kun få den til at gå lige ud og stoppe (ved at rive lidt hårdt i rebet) , men jeg fandt ikke ud at hvordan man drejer. Det hjalp heller ikke at sige prrrr. 🙂

Men heldigvis gik der en lokal mand ved siden af.

Sejltur på en sø

Herefter fik en en dejlig sejltur på en sø, hvor der var flotte blomster og mange fugle.



Landsbybesøg

I en lille landsby – som vist nok er opstået til ære for turisterne – kunne man se hvordan man laver tag på en bygning af palmeblade.



 

 

 

 

 

 

 

 

Så viste de lokale hvordan man tilbereder en vegetarret med aubergine, løg, masser af stærke krydderier m.v., der blev snittet på en stor kniv, som man skulle være oplært til at bruge. Retten blev kogt ved stærk varme på et bål-komfur.

Vi fik så serveret frokost, som bestod af de forskellige lokale retter. Det blev serveret i en “tallerken”, som bestod af en kurv med palmeblad, og det skulle spises med fingrene!


Tilbagetransport med tuk-tuk.

Transporten tilbage foregik med tuk-tuk, et ret almindelig køretøj i Asien

Besøg på et træskærerværksted

Dagen sluttede med et besøg på et træskærerværksted, hvor vi fik undervisning i, hvordan man skærer i de forskelige træsorter.

“Tilfældigvis” havde de også en butik, hvor man kunne købe noget af dette træskærerarbejde. Men man behøver jo ikke købe noget. Derfor endte vi kun med at købe nogle små elefanter 🙂


Sri Lanka 2017 – Anuradhapura – verdens ældste træ og en meget smuk månesten.

Anuradhapura – verdens ældste træ og en meget smuk månesten.

Der er meget at se på i Anuradhapura: Verdens ældste træ, månesten, Ruwanweli Dagoba, Vandbassiner samt iagttage, at de lokale giver offergaver til Buddha.

Anuradhapura blev UNESCO verdensarvsområde i 1982. Og det er ikke uden grund, da det er et buddistisk centrum.

Vi var heldige at besøge området tæt på fuldmåne, og der foregik f.eks. en række processioner gennem området.

Processioner



Verdens ældste træ


 

 

 

 

 

 

Sri Maha Bodhi er efter sigende verdens ældste træ. Det skulle være vokset frem fra en stikling af det træ, hvorunder Buddha Sakyamuni sad, for 2500 år siden.

Man kan i dag ikke komme helt tæt på træet, da det er blevet lidt skrøbeligt på sine gamle dage 🙂 Og træet afstives af nogle bjælker, så det ikke falder sammen. Men sjovt at se et træ, som også historisk betyder så meget i Buddhismen.

Offergaver til Buddha


 

 

 

 

 

 

Det hører med til en god dag, at de lokale har offergaver med til Buddha.

Det havde vi turister jo ikke tænkt på, men der var nogle venlige lokale, som kom hen til os, og gav os lidt blomster, som vi så kunne lægge hen til Buddha. Så blev vi også en del af cerimonien.

I området var der også et tempel, hvor der bl.a. var en kæmpe Buddha-figur:

Månesten

 

 

 

 

 

Månestenen opfattes af buddhister som en “åndelig dørmåtte”, hvor man gennemlever alle trin på vejen mod den højeste erkendelse, ved at gå hen over den.

Der findes flere af sådanne Månesten i Sri Lanka, men denne skulle være én af de flotteste. Den er udsmykket med forskellige dyr, bl.a. elefanter:


Ruwanweli Dagoba


 

 

 

 

 

 

Omkring denne Dagoba (opført omkring 140 år før vores tidsregning) står der  hundreder af udskårne elefanter:


Vandbassiner

Endelig så vi to vandbassiner, hvor munkene badede. De var konstrueret således, at der var en hældning, så vandet kunne komme fra det ene bassin til det andet.

Jeg havde en intension om at prøve at dyppe mine tæer i bassinet – men mine omgivelser syntes det var en dårlig ide. De ville i hvert fald ikke redde mig, hvis jeg faldt i vandet 🙁

 

 

Byliv

Tæt ved vores hotel (The Lakeside Hotel at Nuwarawewa, Anuradhapura) var der også en lille by, hvor vi gik ned for at kigge.

Der var forskellige små forretninger, hvoraf mange solgt militærtøj, men det var vidst kun de lokale, der havde tilknytning til militæret, der kunne købe dette tøj.

Vi så også denne forretning. Og nu kommer det store spørgsmål:  Hvilken serviceydelse kan man mon købe i denne forretning? 🙂

 

 

 

Sri Lanka 2017 – det tidligere Ceylon. Wilpattu National Park og Herreløse hunde

Wilpattu National Park.

Efter en lang rejse fra Danmark til Colombo, fortsatte vi i bus (midt om natten Sri Lankansk tid) til Anuradhapura. Efter et bad ventede en safari i Wilpattu National Park.

Vi var jo meget spændte på om vi skulle se en leopard – det skulle være muligt, men selvfølgelig ikke hver gang, at nogle turister har fundet på at kigge forbi.

 

 

 

 

 

Det gik meget godt i starten, hvor vi så påfugle, krokodiller og krondyr:

   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og den meget flotte isfugl,
kom også lige forbi:


 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da der ikke var så lang tid tilbage af udflugten – og der var gået meget laaaaang tid, hvor vi ikke havde set nogle dyr, fandt vores guider endelig et anderledes dyr, end vi ellers havde set på turen:


 

 

 

 

En hare! Det passede meget godt, da vi rejste til Sri Lanka hen over påsken 2017 – så skal man da se en påske-hare! Men den har de fleste jo nok også set i Danmark.

Da vi havde affundet os med, at alt håb var ude, kom denne Leopard, som ligger og soler sig på en varm sten:

Leopard

Herreløse hunde

Mange steder i Asien løber der herreløse hunde rundt – også på Sri Lanka.

På et hotel så vi, at der var en box, hvor man kunne donere penge til sådanne herreløse hunde

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Lidt humoristisk kalder de det emBARK, når man vil støtte en gøende hund 🙂

Senere så vi ansatte ved Sigiriya (løveklippen) fodre sådanne hunde. Det er snadsynligvis noget, de gør løbende.

Så nogle af dem lever et godt liv!

Værst var det at se om morgenen, når hunde havde fundet ud af, at det varmeste sted at sove om natten, er på selve kørebanerne – ikke smart hvis chauførerne er søvnige.

 

 

 

 

 

Denne hund havde – midt på dagen i den værste varme periode – fundet et godt sted at hvile sig (men mangler dog en hovedpude):