Hulemalerier i Altamira og Las Monedas 2017

Hulemalerier i Altamira og Las Monedas

Altamira-hulen og kopien af denne hule – Neocueva.

Ethvert museum i Danmark ville blive misundelig på at se sådan en kø foran indgangen.

Det er indgangen til Neocueva i Altamira. Man har været nødt til at lave denne nye hule, Neocueva , som er en kopi af den oprindelige Altamira-hule, da der var fare for, at den oprindelige hule ville blive ødelagt. De besøgendes udåndingsluft ville stille og roligt ødelægge de flotte hulemalerier.


Den oprindelige Altamira-hule indeholder vægmalerier, som er over 14.000 år gamle. Der er billeder af bison, vildsvin, kronvildt, og andre dyr.

Hulen er på UNESCO’s verdensarvsliste, og ligger ca. 1½ times kørsel vest for Bilbao i NordSpanien.

Når man køber billet, får man et tidspunkt, hvor man kan se kopi-hulen, men der er så meget andet at lave. I parken omkring museet, kan man se indgangen til den oprindelige hule. I en bygning er der en særudstilling med de aftegninger, der igennem tiden er lavet af figurer fra forskellige huler, lidt om hulernes bevaringstilstand i dag og arkæologiernes forskellige kronologier over udviklingen af især dyrefigurerne, der går fra fyldige dyretegninger primært til stregtegninger af dyrene, hvor man samtidig har udnyttet hulernes naturlige konturer.

Det er meget imponerende at se på huleloftet. Der er gode beskrivelser af, hvem og hvad der var lavet. Imponerende, hvad man kunne lave dengang i mørke huler, hvor man kun havde fedtlamper, der giver et blafrende lys, for at kunne se at male.

Fra kopihulen er der adgang til et imponerende godt museum, der gennemgår fundet af hulen, fortæller om alle mulige aspekter af arkæologisk arbejde og tolkning, herunder forslag til, hvordan folk levede for 40.000-12.000 år siden. Det er godt fortalt og der er fine, udstillede genstande.

Nedenfor ses nogle eksempler på hulemalerier fra museet:


 

 

 


Efter et besøg i hulen skulle Picasso have udtalt, at det siden Altamira kun er gået tilbage for malerkunsten ( “after Altamira, all is decadence.”)

Las Monedas-hulen

 

Denne oprindelige hule med hulemalerier, ligger knap en ½  times kørsel syd for Altamira-hulen, og er også på UNESCO’s verdensarvsliste,. Der er selvfølgelig begrænset adgang til hulerne for at bevare malerierne, da der jo ikke er tale om en kopi.

Man skal bestille billet på forhånd, hvis man vil være sikker på at komme på rundvisning.

Der er flere andre huler på samme sted, hvor Las Monedas ligger. Hulen er også drypstenshule, men indeholder også de flotte hulemalerier fra ca. 12.000 år f. kr. Hulen er oprindelige dannet af en flod, der udhulede klippen.

Her er indgangen til hulen:


 

Tegningerne af dyrene inde i hulen var lavet som stregtegninger, hvor man havde anvendt hulens naturlige konturer. F.eks. var en bisons øje en del af den oprindelige hule (måske en sten).

Man kan se en ulv på vej op ad et bjerg, vildheste m.v.

Dette maleri er inde i hulen, men billedet blev taget uden for i udstillingen, da al fotografering selvfølgelig ikke er tilladt i hulen.