Drakenberg – århusianeren, der blev næsten 146 år gammel
Christian Jacobsen Drakenberg oplyste selv, at han var født den 18. november 1626 i Bohus len (dengang i Norge, men nu en del af Sverige) og han døde den 9. oktober 1772 i Aarhus.
Det vil sige, at han blev næsten 146 år gammel – eller gjorde han?
Dåbsattesten
Mens han levede troede rigtig mange på, at han var så gammel, som han selv sagde.
Men der var enkelte, der satte spørgsmålstegne ved dette. Så Drakenberg drog hjem til Skee i Norge for at fremskaffe en afskrift af kirkebogen – og den “beviste”, at han var så gammel, som han påstod.
Imidlertid har man senere fundet ud af, at denne afskrift ikke kunne være sand. F.eks blev kirkebøger først obligatoriske i Norge i 1683 og han var jo angivelig født i 1626. Endvidere har man senere fundet ud af, at der ikke har eksisteret nogen præster ved navn Wynsteen eller Nicolai i Skee, i de år der fremgår af dåbsattesten.
… men mange i samtiden troede på historien, og han selv fik meget ud af at omgå sandheden med modifikationer 🙂
Han levede i hvert fald et meget langt og spændende liv blandt konger og sørøvere.
Der findes en gammel kilde til Drakenbergs historie.
I 1774 blev der udgivet et skrift med titlen: “Den ældgamle Normand, Christian Jacobsen Drakenbergs, Levnets-Beskrivelse; Tilligemed den over ham holdte Liigprædiken, og hans Portrait.”
Dette er genoptrykt i 1972:
Oprindelig er skriftet udgivet af en forpagter Mønster på Allinggård fra 1774. Drakenberg opholdt sig på Allinggård i starten af 1750’erne.
Ifølge levnedsbeskrivelsen har han oplevet en del:
Levede som sømand i mange år.
Han rejser som otte-årig i 1634 til Holland til sin farbror, og bliver senere sømand i flere omgange. Han når bl.a. at rejse til England, Spanien, Norge, Grønland, Østersøen, London, Norge, Vestindien, Brasilien, Malta, Arkhangelsk og i Middelhavet.
Drakenberg gjorde tjeneste hos flere konger – og fik Tordenskjold sat på plads.
Flere gange gjorde han tjeneste under den siddende danske konge. F.eks. tager han i 1712 tjeneste under Frederik IV. Her møder han Peter Wessel (Tordenskjold). Wessel blev sur over, at Drakenberg ikke ville hilse på ham, som det er skik at hilse på en officer. Wessel slår Drakenberg nogle gange med sin kårde. Trods sine 86 år, melder historien, er han reagerede ved at rive kården ud af hånden på Wessel, og kaste den over et hustag. For den forseelse bliver Drakenberg arresteret, men løslades samme dag, fordi han er i kongens tjeneste.
Han blev fanget af sørøvere flere gange.
Flere gange blev Drakenberg fanget af sørøvere. I 1671 slipper han dog hurtigt løs igen.
I 1694 bliver han igen fanget af algierske sørøvere. Han er slave i 15 år og tre måneder. Først sælges han til en tyrk i Tripoli, siden kommer han til en engelsk-forpagtet vinplantage på Cypern og endelig til en rig jøde i Aleppo.
Den 17. maj 1710 flygter Drakenberg fra sit fangenskab sammen med nogle andre slaver. I en lille jolle ror de om natten, og om dagen søger de ly på mindre øer. Efter 11 dage når de Malta, og med skib her fra rejser han til Livorno. Til lands begiver han sig herfra igennem Italien og Frankrig til Bordeaux. Herefter vender Drakenberg hjem til Norge.
Drakenberg fik årlig pension af kongen
Drakenberg traf bekendtskab med greve og gehejmeråd Frederik Danneskiold-Samsøe. I 1728 flyttede han ind på dennes slot, Engelsholm nær Vejle, og boede her indtil 1731, hvor han sammen med Danneskjold-Samsøe rejste til København.
I de følgende år har Drakenberg logi hos greven, og det er også på hans foranledning at Drakenberg 21. september 1735 forestilles kong Christian VI på Fredensborg. Efter at have hørt hans historie – hans høje alder og at han havde tjent tre danske konger i krigene mod Sverige – lod kongen Drakenberg få den ære, at indtage et måltid sammen med det kongelige herskab, ”ved et lidet Bord for sig selv, i samme Gemak”. Ved den lejlighed tildeles han, foruden et mindre kontantbeløb, også en fast, årlig gage på 70 rigsdaler og 4 mark.
Drakenbergs Bryllup(er)
111 år gammel giftede han sig med en skipperenke, som var en “årsunge” på kun 60 år :-). Hun døde imidlertid efter få år.
Allerede som 130-årig prøvede han igen at blive gift. Man fortæller, at den udkårne var blevet inviteret med til brylluppet uden at vide, at det var hende, der skulle være brud. Men hun reddede det i sidste øjeblik!
Årene i Århus
Drakenberg flyttede til Aarhus omkring 1760, og grev Danneskjold-Samsøe hjalp ham med at få logi i Fiskergade 82.
Her boede Drakenberg indtil sin død.
Der er ophængt en mindeplade på dette hus, som kan ses den dag i dag.
Mindepladen blev ophængt af Sophus Johnsen, som viede en stor del af sit liv (og sine penge) på at berette om Drakenberg.
Sophus Johnsen viede sit liv til Drakenberg
Rigmanden og skibsprovianthandler Sophus Johnsen (1869-1950) viede – over 100 år senere – en stor del af sit liv på at fortælle Drakenbergs historie.
Han oprettede bl.a. et museum for ham og udgav Drakenberg Posten.
Han indstiftede også en Drakenberg-orden, som bl. a. blev tildelt Churchill og Vera Lynn!
Avisudklip fra Århus Stiftstidende i 1950
Johnsens ejendom i Havnegade fik navnet Drakenberghus. Den ligger også i dag for enden af Skolegade i Aarhus (ned mod havnen).
Sophus Johnsen døde dramatisk i 1950 efter at være kørt over af en sporvogn!
Aarhus Domkirke og Drakenberg
Den 27. september 1772 blev Drakenberg ramt af ”hjerteqvalmen og stærk opkastelse”, som det skrives i den gamle skrift fra 1774 (se øverst i artiklen).
Han døde den 9. oktober 1772.
At Drakenberg ved sin død var en berømt person i Aarhus, fremgår ligeledes af det gamle skrift fra 1774:
Efter hans død opbevaredes liget af Drakenberg i Laurids Ebbesens gravkapel i Aarhus Domkirke. Her lå han på lit de parade i en lukket kiste, hvis låg dog let kunne løftes, og gamle Drakenberg beskues.
Her lå han, indtil Christian VIII’s dronning Caroline Amalie under et besøg i domkirken i 1840 opfordrede til, straks at lade ham begrave. Hvad der herefter blev af liget er ukendt.
Under en senere udgravning i Aarhus Domkirke har man ikke fundet Drakenbergs grav – men alt er dog ikke undersøgt endnu.
I 1999 udgav Pia Fromholt og Mimi Mehlsen bogen “DRAKENBERG og mumien i Århus Domkirke”
Bogen omhandler bl.a.
– blev han virkelig så gammel?
– hvorfor er hans lig forsvundet fra domkirken?
– m.m.
Bogen er på 80 sider
Det bliver spændende om graven findes en dag.
Kilder om Drakenberg
Der er skrevet meget om Drakenberg udover de bøger, som er nævnt tidligere f.eks.
- AarhusWiki
- Bogen af Geir Hasle (2004): Drakenberg: verdens eldste bløffmaker (på norsk)
- Morten Leth Jacobsen (2018): Drakenberg – historisk roman om verdens ældste menneske
Find bøger om Drakenberg her:
Se andre sider om Aarhus
- Besøg på et af verdens største skibe Merete Mærsk – Aarhus 2017
- Skal byen hedde Århus eller Aarhus?
- Spise i København og Aarhus med rabat
- Morsomme skilte i byen – fra Aarhus