Engelsk bombefly styrtede i Sønderjylland under Anden Verdenskrig
Der er rejst en mindesten på det sted hvor et engelsk bombefly styrtede i Sønderjylland under Anden Verdenskrig.
Engelsk bombefly styrtede i Sønderjylland. Hvor finder man mindestenen?
Når man kører på Aabenraavej fra Aabenraa mod Kruså kommer man til Ø. Gejl og der er en vej, der hedder Hesteløkken ca. 4 km nord for Kruså.
Ved Aabenraavej står der ud for denne vej et skilt hvor der blot står “Mindesten”, så man skal lige vide hvad det er for et minde, der hentydes til.
Knap 1 km inde af Hesteløkken finder man mindestenen for flystyrtet.
Engelsk bombefly styrtede i Sønderjylland. Hvad skete der?
På stedet er der en informationstavle, der beskriver hvad de skete.
Heraf fremgår det bl.a.:
Denne sten står som minde for besætningen på Royal Air Force bombeflyet Wellington III X3716, der styrtede her den 29. april 1942 kl. 01:56
Det fremgår endvidere, at alle de seks unge sergenter ombord på flyet blev dræbt ved styrtet.
Flyet var om aftenen dagen før lettet sammen med 87 andre bombefly fra Honington nordøst for London, hvor de skulle angribe flådebasen og skibsværftet i Kiel. RAF (Royal Air Force) mistede seks bombefly ved denne aktion.
Flyet fra dette sted var blevet opdaget af den tyske radar, og en såkaldt Messerschmitt BF 110 natjager blev dirigeret hen til flyet. Ved den dansk-tyske grænse nær Padborg blev det engelske bombefly ramt og faldt til jorden.
Vragdelene spredte sig over et stort område. F.eks. ramte halepartiet jorden sydvest for Øster Gejl en kilometer vest for mindestenen. Dele af flykroppen, vinger og motorer faldt ned i et område over næsten tre kilometer mod nordøst.
Et besætningsmedlem blev fundet dræbt i en vragdel. Tre andre lå døde på jorden i nærheden, og først en uge efter fandt man flyets to piloter. Den ene lå ved Smedeby grusgrav to kilometer syd for nedstyrtningsstedet. Den anden lå i plantagen tæt ved mindestenen. Der var ikke nogen af dem, der bar faldskærm.
Alle de seks omkomne er begravet på Aabenraa Kirkegård
Læs mere.
Se andre sider om 2. Verdenskrig
- Anden Verdenskrigsmuseet i Gdansk
- Se dansk krigshistorie i Gdansk på Anden Verdenskrigsmuseet
- Mauerwald
- Westerplatte 1939-2019
- Ulveskansen – Hitlers hovedkvarter under 2. Verdenskrig
- Spor fra bombningen af Aarhus Universitet i 1944 kan stadig ses
- Stalins fødehjem og museum i Gori, Georgien
- Danske indslag på Holocaustmuseet Yad Vashem i Jerusalem